Fra skaldet til langhåret

Efter min kemobehandling er der en kommentar jeg møder rigtig mange gange. Et komplement som jeg bliver lige glad for at høre, hver evig eneste gang jeg høre det.

“Hvor har du fået langt og flot hår”

For nogle virker det måske som en underlig kommentar, og ikke mindst underlig hvis det er et af de første komplementer du får. Men for mig har det virkelig en stor betydning. Som sagt, gør det mig virkelig utrolig glad og ikke mindst rørt hver evig eneste gang folk er så søde at fortælle mig det. For hvis der er noget der signalere kvinde, så må det vist være hendes hår.

Jeg husker tydeligt den dag jeg stod i badet hjemme, var igang med at vaske håret, og da jeg så sær på mine hænder der er fyldt med hårlokker. Eller da min lillebror fik lov til at “rykke” en hel tot hår af, uden jeg overhovet kunne mærke det. Det var virkelig som om det slippede hovedbunden fuldstændig. Jeg glemmer det aldrig…

Men heldigvis gror det ud igen, og med den samme hårfarve som jeg havde inden. Som regel ændres ens frisure eller farve sig når det gror ud igen. Og da jeg var blevet født som rødhåret, var jeg godt nok en smule spændt og nervøs på hvordan det ville vokse ud igen. I må endelig ikke tro at jeg har noget imod rødhårede piger, men det ville simpelthen se for tosset ud på mig 🙂

Så da de første totter voksede ud, sad jeg næsten med hovedet helt op i spejlet for at se hvilken hårfarve det var. Og puha, den gamle leverpostejs brune var begyndt så stille og roligt at gro langsomt ud igen 😀

Desværre prøvede jeg at miste håret 2. gang også under min kemobehandling, selvom min læge egentlig havde spået at det ikke skete. Men det skete så desværre alligevel. Det var dog ikke så hårdt denne gang. Men der havde jeg næsten også vænnet mig til at have et “sygt” udseende, og det var heller ikke nået at gro så langt så det ikke var så voldsomt.

En så lille en ting som mit hår, kan virkelig bringe en masse minder og oplevelser frem. Både negative men ikke mindst positive. Jeg lærte at jeg også godt kunne se godt ud selvom jeg hverken havde hår, vipper eller øjenbryn. Men gudskelov findes der smarte huer og kastetter idag som blev min redning når jeg var ude. For der hjemme var det mest skaldet jeg gik, og det var faktisk en helt rar følelse. Der var ingen ben der skulle barberes, håret skulle ikke sættes eller vaskes, og frisuren sad altid godt, hehe 😛 Som sagt lærte jeg til sidst at se det positive ved det.

Maj 2012

Idag

 

 Nikoline