Spiseforstyrrelsen

Desværre er det ikke kun min kræftsygdom jeg har kæmpet med i mit liv. Mit liv inden jeg fik min kræftsygdom bestod nemlig også dengang af sygdom, og desværre også en af de alvorlige slags.

Som sagt spillede jeg utrolig meget badminton, og brugte også rigtig meget tid på træninger og kampe. Jeg skulle hele tiden blive bedre og bedre, og til sidst tod det simpelthen overhånd. Så i efteråret 2010 fik jeg stillet diagnosen Anoreksi Nervosa. Hele min verden brød sammen, og ændrede sig lige fra den ene dag til den anden dag. Jeg måtte ingenting nu, hverken gå i skole, gå ture eller nogen form for bevægelse. Jeg var nemlig blevet så svær syg af anoreksien, at der skulle handles hurtigt, og var indlagt i 4 dage for at holde øje med mit hjerte og puls. Det betød selvfølgelig også at jeg fra den dag blev tilknyttet ambulatoriet for spiseforstyrrelse, som skulle hjælpe mig ud af denne frygtelige sygdom. Det startede med 2 undersøgelser om ugen, og jo bedre det gik jo mindre skulle jeg gå til undersøgeler. Da jeg skulle gå hjemme, betød det også at min mor tog orlov fra sit arbejde og var sammen med mig næste 24/7. Det var der selvfølgelig måde gode og mindre gode fordele ved. Men min mor var der, og gjorde alt hvad hun kunne for at tiden derhjemme kunne blive så tåleligt at holde ud som muligt.

I mit forløb oplevede jeg både fremskrid, men også tilbageskridt. Det var som regel 2 skridt frem, og så 1 tilbage. Men det vigtigste var at det var en positiv kurve det udviklede sig til. Så da julen nærmede sig havde jeg fået kæmpet mig godt på vej i den rigtige retning, og var  så stille og roligt begyndt at kunne gøre flere ting.

Jeg husker tydeligt da jeg skulle til undersøgelse på ambulatoriet for spiseforstyrrelse efter nytår, til det sædvanlige tjek for at se om det havde gået godt hen over jul og nytår. Min mor og jeg glædede os faktisk denne gang, da jeg havde nået et delmål med min vægt, og som var en kæmpe sejr for mig men ikke midst også min mor!

Men så var det at kræften ligepludselig blev opdaget…

Min læge for anoreksi, var faktisk hende som redede mit liv. Uden hende, ville jeg ikke havde været her den dag idag. Hvor er det skræmmende for mig at skrive, men desværre sandt. Det var hende der fik mig indlagt med det samme, da hun så min bule på halsen.

Det har altid været svært for mig at snakke om min anoreksi sygdom, og det er det også stadig idag. Mange former for psykiske sygdom bliver desværre set som en negativ sygdom. Ofte de syge føler sig flov over sin sygdom, og føler et tabu – det samme har jeg gjort. Men jo mere jeg har snakket og accepteret det, jo nemmere har det været for mig. Derfor er jeg kun glad for det fokus der bliver sat på psykiske sygdomme. Hashtagget på instagram #brydtabuet er heldigvis blevet brugt af flere og flere. Og forhåbentlig en dag, vil os der har haft det inde på livet ikke føle os så flove over vores sygdom, som vi har følt i alt for lang tid. Og forhåbentlig vil samfundet komme til at se anderledes og mere åbent omkring psykiske sygdomme, og tage mere hånd omkring det. For hvor kan der virkelig gøres mange forbedringer inden for det!

Idag har jeg det rigtig godt hvad angår min anoreksisygdom. Idag er det en fortid for mig. Det vil altid være en del af mig, og jeg tror aldrig man vil kunne blive 100% rask. Jeg bruger især min anoreksisygdom idag til at snakke med andre, som måske står i samme situation idag, som jeg gjorde dengang. De erfaringer og råd jeg kan bidrage med, for at de kan komme tilbage til livet, er noget jeg hellere end gerne vil dele. Det er en ting der virkelig giver mening for mig! Hver eneste gang jeg ser en pige, der muligvis kunne være svært syg af anoreksi, for jeg lyst til at fortælle hende hvor forfærdelig en tid hun er på vej ind i, og hvor meget livet er mere værd end anoreksien.

Jeg håber i vil tage godt imod den del af mig, og hjælpe med at forandre det forkerte syn folk idag har på psykiske sygdomme – og det vigtigste: at hjælpe med at bryde tabuet! <3

Jeg vil også komme mere ind på min historie og forhåbentlig kunne hjælpe og dele mine erfaringer til andre der står i situationen. For de bedste at snakke med, er folk som ved hvordan man har det og som selv har prøvet det!

Nikoline