Fra forbud til at være mand over egen handling

Vi ved at mange elsker deres hviledag, og for nogle kan dagens træning næsten ikke overståes hurtig nok før at næste dags hviledag står på programmet. Men for nogle (ligesom os) er træning noget vi gør at af lyst og noget vi glæder os til.

Efter en spiseforstyrrelsen kender man også til at det kan være svært at skulle finde en sund balance i forhold til træning og overtræning. Det er en balance som kan være rigtig svær at finde, og som vi ved ikke bare lige er noget man kan regulere på. Vi har selv oplevet det på egen krop, hvordan man pludselig efter en behandling mod sin anoreksi, må have lov til at træne igen da ens krop nu er robust nok til det. Det er selvfølgelig en kæmpe stor sejr at kroppen nu har fået det så meget med og har flere kilo at stå imod med. Men det kan også være utrolig skræmmende lige pludselig at må noget som man har savnet så længe, og som har været et forbud mod en.

Derfor kan det desværre nemt komme hen og blive en ny slags afhængig. Før var afhængigheden at sulte sig selv og spise så lidt som mulig, men nu kan det være at træne hver dag, løfte tungere og tungere og opbygge flere og flere muskler på kroppen. Ved anoreksien var ens drug at se tallet på vægten blive mindre og mindre, og ved det drug man får ved træningen (som er lykkestoffet Endorfin) din krop bliver pumpet med som giver dig en lethed af og følelse af vælvære. Begge følelser som gør at du har styr på det og og giver dig en følelse af lykke og en kontrol over sit liv.

Men det er lige nøjagtig hvad der ikke er….

Selvom man hungrer efter denne lette følelse og friheden, presser det kroppen ud i det yderste, som på et eller tidspunkt vil komme til at give dig et nederlag.

Dette nederlag, vil ikke bare være et nederlag. Men måske en påbegyndelse på endnu en kamp man skal kæmpe med; alt fra depression, tvangstanker, at vende tilbage til en spiseforstyrrelse og miste sit sociale liv og holder sig isoleret.

Vi kender begge til hvordan træningen pludselig kommer til at fylde for meget, og man bare vil blive bedre og stærkere. En følelse som vi ikke vil lyve over føles skøn – men vi vil derfor sige at alle de konsekvenser og andre hårde kampe og negative bivirkninger der giver gør det ikke værd!

Vi kunne altid have håbet at vi vidste det dengang, men man kan altid være så bagklog. Idag står vi bare som 2 meget klogere piger, som nu er bevidste om hvem vi er og vores forhold til træning. Den eneste ting vi har fået med derfra, er at vi har lært vores kroppe at kende meget bedre. Men det vi har lært, er vores kroppes grænser til hvornår det er nok. Den grænse som idag, giver os en balance til vores træning.

Det kan være ufatteligt svært at indse og acceptere, men når det er gjort – er det, det hele værd!